Lynge Byfest 2026: Større kræmmermarked, nye tiltag og fortsat fokus på familien
- for 4 dage siden
- 2 min læsning
Når Lynge Byfest og Kræmmermarked igen slår dørene op den 21.-23. august, bliver det med en række spændende nyheder og forbedringer, samtidig med at de mange traditioner, som tusindvis af gæster holder af, bliver bevaret. Byfesten byder endnu engang på tre dage med musik, kræmmerliv, tivoli, fællesskab og aktiviteter for hele familien.
En af årets store nyheder er, at kræmmermarkedet bliver endnu større. Interessen for stadepladser har været stor, og derfor udvider vi markedet, så der bliver plads til flere kræmmere, flere boder og endnu mere liv på markedspladsen.
Derudover får Lynge Byfest i år en ny leverandør af drikkevarer. Det giver os mulighed for at udvikle udvalget og sikre gode oplevelser for gæsterne i både festteltet og på pladsen.
Vi ændrer også på en af de traditionsrige programpunkter. Kåringen af Årets Borger flyttes fra lørdag morgen til lørdag eftermiddag, hvor endnu flere gæster har mulighed for at være med til at hylde de lokale ildsjæle, som gør en forskel for fællesskabet. Kåringen finder sted fra friluftsscenen lørdag eftermiddag.
Musikprogrammet holder fortsat det høje niveau, som Lynge Byfest er blevet kendt for. Publikum kan glæde sig til et stærkt program med både velkendte navne og lokale favoritter. Samtidig arbejder arrangørerne på højtryk med den sidste overraskelse, og der mangler fortsat at blive offentliggjort et stort musiknavn, som vil sætte et ekstra punktum under årets program.
Formand for Lynge Byfest, Jørgen Johansen, glæder sig over udviklingen:
"Vi oplever en fantastisk opbakning til byfesten fra både frivillige, sponsorer, lokale foreninger og gæster. Derfor er vi også glade for, at vi i år kan udvide kræmmermarkedet og samtidig præsentere flere nye tiltag. Men det vigtigste er fortsat det samme: Lynge Byfest skal være en stor folkefest, hvor hele familien kan mødes på tværs af generationer og nyde fællesskabet."
Lynge Byfest er gennem årene blevet et af de største lokale arrangementer i Allerød Kommune og samler hvert år borgere fra hele området omkring musik, aktiviteter, madoplevelser og markedsstemning. Også i 2026 er ambitionen klar: at skabe en byfest med plads til alle.




















Kommentarer